“Alle babyer græder jo – Hun er jeres første, ik?”

Refluks

Det er en sætning, jeg har hørt flere gange, end jeg kan tælle til. Den kan stadig kan få mit p** i kog. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om refluks her på bloggen, for det har allerede fyldt alt for meget i vores liv de sidste 16 måneder. Men der er ikke nogen vej udenom. For selvom vi er ovre det nu, så ånder refluksen os stadig i nakken og har i stor grad præget den start, A har haft på livet og den start, T og jeg har haft som forældre. Så her kommer historien om vores møde med den s***** refluks:

De første svære måneder

Efter fødslen glædede vi os til at komme hjem i vante rammer med lille A og endelig starte vores tilværelse som familie. Sådan skulle det dog ikke helt gå. Allerede da A var få dage gammel, havde vi på fornemmelsen, at der var noget galt. Vi endte på akutklinikken en aften, efter at A havde skreget hele dagen (og jeg mener HELE dagen – uden pauser). Og vi spurgte, om hun mon kunne have refluks, da vi syntes, vi havde set tydelige tegn på det. Men nej nej, det kunne der ikke være tale om. “Babyer græder jo” sagde sygeplejersken. “Og det var noget I som førstegangsforældre lige skal vænne jer til”!

Vi tog hjem igen og tænkte, at det jo måtte være os, der bare havde undervurderet, hvor hårdt det var at blive forældre. Som ugerne gik,  fortsatte A med at have det forfærdeligt. Hun skreg og skreg, og alt var en kamp. Vi var hos lægen utallige gange og talte med sundhedsplejersken, men blev hver gang blev vi stemplet som førstegangsforældre, der åbenbart ikke vidste, at babyer faktisk græder. Vi fik at vide, at hun nok havde “lidt kolik”, og at det ville forsvinde af sig selv efter et par måneder.  Efter 2,5 måned i helvede begyndte det faktisk at gå bedre, og vi åndede lettede op… i et par uger… Indtil det hele startede igen – bare meget værre!

Til sidst havde vi fået nok

Vi var brugte! Vores immunforsvar var i bund, vi sov ikke, vi spiste ikke. A holdt os i gang døgnet rundt. Enten lå hun ved brystet eller også skreg hun. Men vi fik stadig ingen hjælp af hverken sundhedsplejerske eller læge, selvom vi gang på gang nævnte refluks. A tog pænt på og trivedes ifølge begge (øhh undskyld mig – trives man, når man græder døgnet rundt og kun sover 8 timer i døgnet, når man er 4 måneder gammel?).

Vi bestilte en tid hos en privatlæge med speciale i refluks. Og vi havde ikke været der mere end 2 min, før han sagde “jamen hun har da refluks, har jeres sundhedsplejerske ikke sagt noget?”. Lige der var jeg lettet og rasende på samme tid. Og selvom det er over et år siden, bliver jeg stadig rasende ved tanken om, at A har måttet lide i så lang tid, fordi ingen troede på os.

Lys for enden af tunnellen

Desværre var lykken ikke bare gjort med diagnosen. Det tog os yderligere tre måneder at finde den rigtige dosis og kombination af medicin. Den medicin, man giver mod refluks, neutraliserer syren, så den ikke generer i spiserøret. Desværre er medicinen samtidig også meget hård mod maven, så mange skal samtidig have medicin mod hård mave. Og for os tog det altså hele tre måneder at finde balancen mellem de to typer medicin.

Da vi endelig fandt den, åbnede der sig en helt ny verden. A var glad hele tiden, og vi kunne pludselig gøre alle de ting, som “normale forældre” kunne: Vi kunne lægge hende i barnevognen til middagslurene, vi kunne køre ture med hende i bilen og vi var ligepludselig lidt i live igen.

Bye bye refluks

Da A fyldte 10 måneder var det tid til at forsøge at trappe ud af medicinen. Refluks er jo heldigvis noget, de fleste vokser fra, og derfor er det vigtigt at trappe ud af medicinen en gang i mellem for at finde ud af, om den stadig er nødvendig. Heldivis gik forsøget godt, og vi fejrede jul med en datter, der havde været medicinfri i en måned.

Nu er vi kommet ud på den anden side  – A er stadig ikke nogen syvsover – men hun er et helt andet barn. Hun er en kærlig, glad lille pige, der på rigtig mange punkter er længere fremme end de fleste af sine jævnaldrende. Og hendes forældre er endda begyndt at være lidt levende igen.

Beklager, at det blev lidt langt. Men det er virkelig svært at beskrive noget, der har været så traumatisk for os uden at det bliver en hel roman. Jeg kunne skrive meget mere, men vil slutte her.

Hvis du selv mistænker, at dit barn har refluks, eller kender en, der gør, så er mit bedste råd, at tro på din mavefornemmelse og ikke lade nogen fortælle dig, at det er normalt, hvis du selv ved, at det ikke er rigtigt. Ingen kender dit barn bedre end dig!

Man kan få rigtig mange gode råd i denne facebook-gruppe: Forældre med refluksbørn. Og hvis du har brug for en privatlæge, der kender til refluks og vil tage dig seriøst, kan du kontakte Werner Petersen, Taarbæk Strandvej 76, 2930 Klampenborg på 21 20 20 64

/Maria

2 thoughts on ““Alle babyer græder jo – Hun er jeres første, ik?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *