Endnu en crossfit-træning og dumme, dumme mor

Crossfit, dumme dumme mor

Kender I det, når det hele bare går lidt for stærkt? Når det er svært at finde balancen mellem at pleje mor-rollen og at pleje sig selv?

Jeg var til endnu en crossfit-træning i dag. Egentlig var det en god træning, men det var desværre fuldkommen samme program, som første gang, jeg var der. Og det er altså lidt kedeligt.

Jeg er stadig på opstartsforløbet i CFC. Opstartsforløbet består af tre forskellige gange, hvor man lærer forskellige skills. Det er meningen, at de forskellige skills altid ligger på den samme ugedag: mandag er squats, onsdag er baglårs-/rygarbejde og torsdag er primært overkropsarbejde. Jeg har nu været til tre opstartstræninger; en torsdag, en mandag og en onsdag. Men af en eller anden grund, har to af træningerne altså været ens, så jeg mangler stadig at få gennemgået et sæt “skills”.

Anyways … træningen var fin. Jeg var dog lidt nervøs, da jeg efter de sidste to træninger, har været godt medtaget: Begge gange har jeg lidt af et par nætter med søvnløshed, og sidste gange endte jeg endda med en halsbetændelse og en uge på penicillin. Forhåbentllig klarer jeg den bedre denne gang (krydser fingre!).

Dumme mor

Lige da jeg træder ud fra Posthuset (en af de to CFC-bokse, jeg træner i), ser jeg denne besked fra T:

Dumme mor

Og med det samme ved jeg, hvad der er galt: Jeg har glemt As sovebamse i vuggestuen… igen! (det er nok 4. eller 5. gang på en måned). Heldigvis er A rimelig god til at sove uden (det bliver hun også nødt til, når jeg bliver ved med at glemme den 🙁 ). Det lyder måske ikke så slemt, og jeg ved godt, at jeg ikke er en dårlig mor, fordi jeg glemmer hendes bamse. Men lige der, var det præcis, hvad jeg følte – at jeg var verdens dårligste mor. En dårlig mor, der har alt for travlt med egne interesser til at kunne noget så simpelt som at huske As elskede bamse. Øv 🙁

T kender mig heldigvis meget godt, og ved, at jeg tager sådanne ting ret tungt. Så han sørgede for at holde mig opdateret og forsikrede mig om, at putningen gik godt på trods af den manglende bamse. Da jeg kom hjem og så A ligge og sove sødt, forsvandt den dårlige samvittighed ligeså stille. Men den efterlod alligevel en lille klump i maven.

Balancen

Det er jo som sagt ikke første gang, at jeg glemmer bamsen. Og for hver gang, vokser klumpen i maven sig lidt større. For hvordan klarer man både at være sig selv og være mor på samme tid uden at få dårlig samvittighed over at forsømme enten sig selv eller den lille (eller parforholdet for den sags skyld – men det er vist en helt anden historie).

Hvordan finder man balancen? Jeg synes, det er ufattelig svært både at være mor og at være mig på samme tid. På den ene side vil jeg gerne bruge al min tid på A, men på den anden side vil jeg også gerne “have mit liv tilbage”. Altså det lyder så voldsomt, og elsker da også at være mor. Men jeg savner mange af de ting, jeg brugte min tid på, før jeg fik A. Jeg er heldigvis begyndt at se mine veninder igen (efter nærmest at være gået under jorden i et års tid). Og nu er jeg også startet så småt op med træning. Men T er også begyndt at træne og vil også gerne se sine venner. Og når vi så samtidig begge har fuldtidsjob, så er der altså rimelig meget minus på tids-kontoen. Og så er det svært at få det hele til at passe sammen.

Vi prøver at prioritere vores tid og nå det hele, men det er som om døgnet har fået færre timer. Jeg håber, at jeg med tiden lærer at finde balancen og slippe den dårlige samvittighed over også at have brug for at være mig selv uden A.

/Maria

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *