Sådan gør du, hvis du mistænker, at dit barn har refluks

Refluks

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg her, ville jeg egentlig ikke skrive om refluks her på bloggen. Men når jeg nu har taget hul på emnet, er det svært at lukke det igen. Jeg ved selv hvor ubeskriveligt svært det er at have et barn med refluks. Derfor har jeg samlet lidt af de Gode råd, vi selv er stødt på undervejs. Det skal selvfølgelig siges, at jeg ikke er læge, og rådene er udelukkende baseret på personlige erfaringer og anbefalinger.

10 gode råd

Det kan du selv gøre:
  • Lyt til din mavefornemmelse. Ingen kender dit barn bedre end dig (og evt. din partner). Hvis du føler, at der er noget galt, er der det sikkert også – så lad ikke andre fortælle dig andet
  • Løft hovedgærdet på sengen/liften. Det mindsker tilbageløb og giver dit barn færre gener
  • Svøb dit barn. Mange oplever, at det er en stor hjælp at svøbe barnet og derved give det tryghed, når det har det skidt. Du kan se masser af tutorials på Youtube
Søg hjælp:
  • Kontakt i første omgang læge/sundhedsplejerske. De er formentlig ikke til nogen som helst hjælp (Sorry, taler af meget bitter erfaring), men så kan du evt. kontakte en privatlæge eller få henvisning til en børneafdeling
  • Søg gerne alternativ hjælp. Vi besøgte både kiropraktor, zoneterapeut og osteopat – og havde meget gavn af de første to. Desuden er der flere, der oplever, at generne skyldes læsninger i nakke/ryg, og derfor kan det være en kæmpe hjælp at besøge en kiropraktor
  • Brug din omgangskreds. Det er drønhårdt at have et barn med refluks, så bed din omgangskreds om hjælp. Måske er der en, der kan gå en tur med barnevognen, mens du sover (hvis du altså er så heldig, at dit barn vil ligge i barnevogn). Eller måske kan det være at få en til at komme med en omgang aftensmad eller svinge støvsugeren – Ja, det lyder banalt, men når refluksen raser, må man tage imod al den hjælp, man kan få
Andet:
  • Meld dig ind i facebook-gruppen Forældre med refluksbørn. Her er der en masse erfarne forældre, der kan videregive råd og erfaringer. Samtidig er det en kæmåe støtte at kunne snakke med nogle, der virkelig forstår, hvad man går igennem
  • Brug evt. johannesbrødkernemælk, hvis dit barn gylper meget. Det tykner mælken/mme’en og hjælper og gør, at barnet bedre kan holde det nede i maven. (Det er ikke relevant ved silent refluks)
  • Vær opmærksom på kosten. Nogle oplever, at komælk forværrer refluksen (enten direkte til barnet eller gennem amning). Samtidig er der også nogle, der mener, at andre madvarer (f.eks. syreholdige madvarer) kan påvirke refluksen. Det er der dog delte meninger om.
  • Plej parforholdet. De virker måske ikke som det mest relevante, lige når refluksen er allerværst. Men det er det! Det er simpelthen for hårdt alene, og man har brug for en at støtte sig op ad. Derfor er det vigtigt, man at bruger hinanden, når det er svært i stedet for at skubbe hinanden væk (det er så meget nemmere sagt end gjort).

Husk, at tiden arbejder for jer. Heldigvis oplever langt de fleste, at refluksen forsvinder indenfor barnets første leveår. Da A havde det allerværst, var det nærmest mit mantra. Jeg var simpelthen nødt til at huske mig selv på, at der var lys for enden af tunellen.

Held og lykke – og skriv gerne, hvis du har spørgsmål, så svarer jeg så godt jeg kan.

/Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *