Comid

Kategori Kommunikation

Skriv klare og tydelige tekster, der får dit budskab ud over kanten

Skriv klare og tydelige tekster, der får dit budskab ud over kanten

Skriv klart og tydeligt, hvis du vil have dit budskab igennem. Det lyder så enkelt, og det er da heller ikke raketvidenskab, men alligevel har mange rigtig svært ved det.

Derfor har jeg her samlet nogle enkle trin, der kan gøre din tekst klar og tydelig og sørge for, at dit budskab kommer frem.

3 trin til at skrive klart og tydeligt

1) Brug punktum

Før: “I specialet vil jeg se på den indflydelse, som gentagene kure og træning har på unge piger, som er under uddannelse og samtidig har et stort fokus på, hvordan de ser ud på de sociale medier.

Efter: ” Unge piger under uddannelse fokuserer meget på, hvordan de ser ud på de sociale medier. I specialet vil jeg se på, hvordan træning og gentagne kure påvirker dem.”

Skriv flere punktummer og færre kommaer, så bryder du teksten op. Det gør det nemmere for læseren at følge med. Samtidig reducerer du antallet af ledsætninger, hvilket er der, hvor vi oftest finder de kringlede og uklare sætninger.

2) Skriv aktivt

Før: “I specialet ses, hvordan selvværdet nedbrydes af de normer, pigerne forventes at leve op til.”

Efter: “Samfundet forventer, at pigerne lever op til en række normer. I specialet viser jeg, at disse normer er med til at nedbryde pigernes selvværd.”

Skriv aktiv, og fortæl læseren, hvem der gør hvad. På den måde er det nemt for læseren at holde styr på de forskellige aktører. Jo færre løse ender, læseren skal holde styr på, des nemmere er det at se budskabet klart.

3) Undgå indforstået sprog

“Til PMP ser vi på de forskellige KPI’er, der er skal være nået til Year End. Vi måler desuden på både OTIF og EBITDA.”

Kend din målgruppe, og vid, hvilke termer/forkortelser/begreber, din læser vil forstå uden forklaring. Er du det mindste i tvivl, bør du omformulere eller forklare begreber og forkortelser. Ovenstående eksempel vil være volapyk for mange, men alligevel er det ikke langt fra realiteten i de fleste virksomheder.

Hvis du bruger disse tre trin, vil du være godt klædt på til at skrive klare og tydelige tekster.

Se i øvrigt mit indlæg her, hvis du vil vide, hvorfor du skal bruge video, når du søger job.

/Maria