Comid

Brug video, når du søger job

Brug video, når du søger job

video, ikon

I den seneste tid er mit newsfeed på flere sociale medier blevet ramt af den ene video efter den anden fra jobsøgende. Det er videoer, hvor de jobsøgende fortæller, hvad de kan, og hvorfor potentielle arbejdsgivere skal ansætte lige dem. Og det virker, siges det… Jeg faldt i dag også over en anden post på mit LinkedIn newsfeed, hvor der stod, at man bør skabe relationer i sit netværk frem for at forsøge at sælge, fordi det er personerne bag produkterne, man investerer i. Og hvorfor nævner jeg så disse to betragtninger i én post?  Det gør jeg, fordi jeg mener, at de hænger sammen.

Hvad kan video?

Lad mig starte med videoproduktionen – for hvad er det egentlig lige, den kan?

Ifølge medierne finans.dk og mx.dk er video-jobansøgninger vejen frem, ligesom rekrutteringsfirmaet Ballisager også anbefaler at bruge video til kreative jobansøgninger.

Men hvorfor er det vigtigt? Især i kommunikationsbranchen, hvor jeg selv befinder mig, er det vigtigt at brænde igennem og skille sig ud. Det skal man, fordi det er nødvendigt at gøre en ekstra indsats, hvis man ikke skal blive glemt blandt de ca. 200 andre ansøgere til samme stilling. Men når man først og fremmest er ordsmed, er det jo svært at vise sine kompetencer, hvis ikke selve ansøgning og CV bliver læst. Og ja, så er det, at man må være kreativ og f.eks. bruge video.

For det første kræver det meget mindre af din potentielle arbejdsgiver at se en video, end det gør at læse ansøgning og CV. For det andet får han/hun allerede fra starten af et indtryk af, hvem du er. Billeder siger mere end ord, og video råber højere end billeder.

Skab en relation til din potentielle arbejdsgiver

Her kommer så sammenhængen med den anden post, jeg så på LinkedIn – den om relationen frem for salget. Gennem videoen skaber man nemlig denne relation mellem ansøgeren og den potentielle arbejdsgiver. Og når man har skabt en relation, så har man faktisk allerede investeret noget i personen og fået foden indenfor.

Det er dog vigtigt at slå fast, at video-ansøgningen ikke altid er den rigtige løsning. For alle slags ansøgninger gælder det, at det vigtigste er at vise modtageren, hvad man kan gøre for dem. Hvis de har brug for en, der er kreativ, kommunikerer ud over kanten og måske endda kan producere og editere videoer – ja, så er der jo ingen tvivl om, at en video-ansøgning kan være en god ide. Men i andre tilfælde kan det være, at videomediet ikke er passende. Og som Jobindex også skriver, så er det ikke alle HR-afdelinger, der er gearet til at modtage videoer.

Tendensen er dog klar: Hvis du bruger videoer rigtigt, kan de give din synlighed et kæmpe boost – og dermed hjælpe dig i jobsøgningen.

/Maria